Es-Ki-Do & Sommerfugleterapi

For enden af verden finder man åbenbart et faldefærdigt sommerhus, med grimme havenisser i forhaven og udstoppede dyr over døren. Derudover er det udstyret med en foldeseng, en kogeplade, en kommode, et spisebord med tilhørende stol og en dyster udsigt over havet. Det er meningen denne spartanske hytte skal danne en tryg weekendramme for en ellers anspændt trio, bestående af to socialpædagoger og en ung mand strandet mellem opholdssteder. Hun, den erfarne og kyniske pædagog, der ved tiden blot skal slås ihjel, han, en idealistisk ny udlært der gerne kæmper for mærkesagerne, mens den unge mand i midten fylder rummet med lige dele vrede og usikkerhed. Situationen er således trykket længe inden aftensmad, og selvom det burde være hyggeligt med en weekend i et sommerhus så misunder jeg dem ikke opholdet. 

Pia Marcussen har med forestillingen her, skabt en teaterfortolkning af hvordan man som fortabt i velfærdssystemet føler sig misforstået, malplaceret, overset og bortdømt. Hun giver derved alle frustrerede en plads i centrum af historien, og lader deres harme slå fra sig i brølende afmagt. Hun sprænger rammerne for historien således følelserne kan få taletide. Forestillingen er netop en emotionelle eksplosion, der forsøger at råbe dig op om alle de uretfærdigheder målgruppen rammes af. Hvordan systemet heller ser dem som diagnoser, fængselsdomme, personlige udfordringer og praktiske problemer, fremfor mennesker der savner forståelse, kærlighed og samhørighed.

Forestillingen udspringer fra den Aarhusianske kulturinstitution Opgang2, der siden start 70erne har hjulpet en masse ungdom på rette vej i livet. Her skabes der film, teater og billedkunst. Du kan derfor indtage en serie billeder i lobbyen på Aarhus Teater, inden du indtager forestillingen på Stiklingen samme sted. Stilarterne er vidt forskellige, men de er alle virkelig gode. Jeg kender ikke ophavsmanden til dette billede, men finder udtrykket intenst og sørgmodigt på samme tid.

 

Jeg var dog forbi Aarhus for at opleve teaterstykket Sommerhuset af helt andre grunde. For selvom jeg både har set 4EVER af Pia Marcussen, og med glæde oplevet Stinne Heriksen på et scenegulv før, så var jeg der for både at se Michael Fynne kaste sig over teater for første gang, og så for at opleve Malthe Joe endnu en gang. Michael kender du måske fra Wrestling, mens Malthe har jeg set i et utal af forskellige roller gennem de sidste ti år. Jeg er få år ældre og en masse kilo tungere end ham, men vi har haft parallelle spor gennem teatervækstlaget i Danmark. Tænker derfor han tager en masse idealistiske valg om hvad, hvornår og hvorfor. Udtrykket rummer ofte en masse fysik, til tider sker det på engelsk og som oftest kæmpes der for de oversete, glemte eller undertrykte i forestillingerne han vælger. Denne gang spiller han socialpædagogen Eske med fodformet ideer, gode intentioner og energiske løsninger. Hvilket faktisk fungerer overraskende godt, især samspillet med Michael gnistrer og selvom forestillingen hverken sigter efter socialrealisme, lykkelige slutninger eller dybe karakterer, så føles det som om pædagogen i hænderne på Malte, bliver til én du kender.

 

De fire blækhuse gives for flere vellykkede elementer, tanker og ideer, men i særdeleshed for hvordan Pia får omsat den forvildede ungdoms håbløshed til et kraftfuld opråb. Det fysiske aspekt i denne forestilling skyldes hovedsageligt Matlhe og Michaels evner, det giver historien en ekstra dimension at de to mænd ubesværet kan løfte/kaste/gribe hinanden uden problemer. Den simple scenografi får en ekstra dybde via den dygtige brug af skygger, hele forestillingen får derved et større visuelt udtryk, uden at fokus flyttes fra kernen. Musikken der opsluger vreden, forløser måske nok hovedpersonens fortælling, men efterlader forestillingen som flad ballon. Når stykket er slut, bør du sidde tilbage med hjertet i halsen og hovedet fyldt med historiefragmenter. Her gives ingen svar, her udpeges ingen skurke, men i stedet afvikles en situation således du kan spejle dig i hovedpersonens afmagt, vrede og håbløshed. Hvilket utvivlsomt skal danne udgangspunkt for diskussioner, reflektioner og selvindsigter hos målgruppen. Som klassisk teater lider forestillingen lidt under den manglende dybde i karaktererne, men som ungdomsteater, vindes det hele på energien, vreden og musikken.

Manuskript og instruktion Pia Marcussen. Medvirkende: Stinne Henriksen Malte Joe Frid-Nielsen Michael Fynne. Komponist & Scenograf Ingeline Lautrup Holsteen Jessen, Anders Kjems. Dramaturg Lise Ørskov. Lysdesign Anders Kjems. Du kan læse mere her, spiller på Aarhus Teater frem til den 9. Marts.