If you wanna party, let me hear you yell!

Selvom 90´erne ofte genbesøger vores tidslinje med modeinput, fragmenter fra populærkulturen og gastronomiske fejlskud, så er det sjældent musikken når helt frem til nutidens hitlister. Du kan således sagtens have levet et helt voksent liv uden, at kende hverken det ene eller andet boyband fra denne svundne tid. Selv jeg der var ung i 1994 (og kun det år) husker forbavsende lidt af musikken. Nogle artister, nogle strofer og nogle tekstklodser genkender jeg selvfølgelig fra det rædderlige årti, men aftenens setliste vakte ikke lysten til fællessang hos mig. Tilgengæld ramte The Boyband rent hos målgruppen.

Hvilket gør det til en svær opgave at vurdere koncerten, anmelde oplevelsen eller give en retfærdig bedømmelse. For modsat nogle musikanmeldere lever jeg ikke for at smadre alt jeg hader, alt imens jeg kun lovpriser det der i forvejen elskes. Jeg medgiver gerne, at ideen med mit virke som anmelder er at støtte et specifikt kunstsyn, en bestemt tilgang til kulturen og modarbejde enhver der kræver man kun kan indtage begge dele hvis du har fagviden. Men svinger du forbi traktortræk, så bør du forvente larmende traktorer, just som en koncert baseret på boybandmusik er proppet med 90er kitsch. Den kunstneriske værdi er således minimal, alt imens underholdningsværdien for målgruppen tydeligvis var høj. For alle os andre, var koncerten et sælsomt besøg i en parallel tidslomme, hvor den gode smag havde tabt kampen. Salen var således proppet med festklædte kvinder mellem 35 og 45 år, der alle var kommet til Hermans i Tivoli friheden for at skrige højt, skråle sangtekster og have det sjovt alt imens knæklys, kulørte drinks og mobiltelefoner fyldte hænderne.

Jeg genkendte en enkelt sang af Take That, den ene Backstreet Boy sang jeg kendte i forvejen og tror måske der var et nummer med N´sync et sted i aftenens spilleliste før pausen. Sceneudtrykket var undervældende, mens drengenes fysiske formåen var lidt imponerende. Koreografien var sjældent indviklet og variationen ganske minimal. Men de flyttede sig synkront, fandt hinanden både fysisk og musikalsk. De mange korte videosekvenser stod for selvironien, mens mødet med publikum virkede som en gensidig og ærlig hyldest til noget der engang var, og nu kun levede videre i deres hjerter, Spotify spillelister og tidslommer som disse koncerter. Hvilket for mange utvivlsomt retfærdiggjorde aftenens prispunkt, men havde jeg selv brugt 760 kroner for jeg kunne miste min paraply i den lettere kaotiske garderobe, møde bandet før koncerten og derefter blive ramt af alverdens hoppende gepardmønsteret kvinder, ville jeg have været vred. Bevares, det var lidt pudsigt, at blive udsat for et meet & greet ved en fejl. Vi blev ganske enkelt indlemmet i den forkerte VIP-zone af billetkontrolløren, og jeg lever nok fint uden min paraply, som oplevelse findes der dog en del andre spændende ting i samme prisklasse. Men hvis boybands er din niche, og du har pengene til det, så kan du de næste par måneder fange mindet om den tabte ungdom, sammen med veninderne, på et dansegulv nær dig. Direkte fra 90ernes hitliste, proppet med hentydninger om sex og andre uskyldige ting, leveret med charme, stil og hjerte af Silas Holst, Kim Ace Schjerlund, Jeff Ace Schjerlund, Teit Samsø og Joakim Tranberg. 

Du kan læse mere om The Boyband Tour - Do You Remember her