Forbrydelser mod liv og legeme
Hver eneste kioskbaskende overskrift på tabloidaviserne rummer ikke blot løfter om morbid underholdning, gysende indsigter og skræmmende detaljer, de gemmer også på en forvrænget fortælling om ulykkelige mennesker vi alle svigtede da det gjaldt. Voldsmanden, drabsmanden og voldtægtsmanden deler ikke kun fællesnævneren mand - de rummer hver især enslydende fortællinger om liv fyldt med svigt, overgreb, misbrug og ubehandlede lidelser. Til sammen udgør de skyggesiden af vores velfærdssamfund, hvor sikkerhedsnettet måske nok er dyr i drift, men sjældent redder alle. Gerningsmandens fortælling bliver derved til en historie om hvordan kollektivet fejlede, og vi alle derved bærer skylden for de mange kvindelige ofre. Noget de fleste ved, men sjældent præsenteres for når underholdningsindustrien fylder boghylder, podcasts og sendefladen med fortællinger om virkelige forbrydelser fyldt med blod, smerte og andre makabre detaljer. Denne aften forsøgte Teatergrad at belyse to mordhistorier fra den virkelige verden, således du blev efterladt med sympati, empati og forståelse for både gerningsmand, offer og de efterladte.
Gennem årene har jeg oplevet mange forestillinger fra Teatergrad, men det er allerede knap tre år siden jeg sidst så det kreative kollektiv udfolde sig på en scene. Hvor en aparte countrykoncert på staden stillede flere ubehagelige spørgsmål, end de besvarede. Som oftest forsøger teateret at tvinge os til eftertanke, samt skabe rum for en demokratisk udvikling og fordrer dialog om samme, som de f.eks. formåede helt eminent med En Landsby på højkant. Denne gang har de dannet en forestilling i samarbejde med Randers Teater. Der i flodbyen bliver afviklet for fulde huse på Østre Kirkegaards kapel, og i København på Hans Egedes Kirke & Politimuseet. Vi kikkede selv forbi i fredags, delvist grundet skaberne og delvist grundet spillestedet.
Der sker cirka et drab om ugen i Danmark, hvilket burde få de fleste til at tænke over hvorfor, men i stedet bruges mordene som underholdningsfyld i aviser, krimier, podcasts og tv-programmer. Teaterstykket her vil gerne have du tænker over skæbnerne der påvirkes af drabene, fremfor uhyggen som underholdning. De har således behandlet to tragiske fortællinger fra den virkelige verden, der på hver deres måde belyser de menneskelige omkostninger. Den første kredser især om drabet kunne have været forhindret, mens den anden historie fortæller os om smerten de efterladte efterlades med. Dramaturgisk fungerer første del bedst, mens ens hjerte rammes i anden del. Desværre rykker helheden ikke ved min opfattelse af hverken mord, true crime som underholdning eller hvorfor vi som samfund fortsat er tillidsbaseret upåagtet virkeligheden ofte understreger det tåbelige ved den idé. Jeg er vild med teaterstykket afvikles i Østre Kapel, men desværre bruges placeringen ikke som andet end dyster tematisk ramme for historierne. Den tekniske afvikling af historierne er virkelig god, brugen af lyskasser fungerer rigtig godt og det hele ligner samtidig noget der er målrettet turneteater på landets folkeskoler.
De fire blækhuse gives både for hensigten, stedet for afvikling og så især for Julie Riis offerrolle i første fortælling, Daniel Bevensee lillebror rolle i den anden del af forestillingen. Derudover understøtter Nikolaj Heiselberg Trap scenografi perfekt den første springende fortælling om partnerdrabet, mens ideerne savner lidt mere fylde i historien om drabet på den unge pige. Som helhed kommer Teatergrad endnu gang stilsikkert i mål, men denne gang uden magiske øjeblikke og grundfjeldsrystende indsigter.
Medvirkende: Julie Riis Christiansen, Daniel Bevensee. Dramatiker: Julie Petrine Glargaard. Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Komponist: Marie Louise von Bülow. Scenograf: Nikolaj Trap. Lysdesigner: Viktor Holm Lauridsen. Forestillingsleder: Josefine Bitsch. Dramaturg: Tine Eibye, Christine Worre Kann Produktionsleder: Karin Ravn Misser. Du kan læse mere om forestillingen her
