Dansen om sennep - musicalen ingen fortjener

(C) Forbrugermania

For første gang nogensinde kikkede Specialklassen forbi den gamle flodby Randers, hvor en næsten fyldt sal havde udskiftet søndagens sendeflade, med en halvanden times lattermild live underholdning. Hvor en serie velkendte improvisationslege blev afviklet med lige dele professionel rutine, og en glimmerende musikalsk timing. Danmarks sjette største by var dog tydeligvis ikke stedet flokken havde bedst styr på, der var i hvert fald mange oplagte lokale jokes man missede. Personligt synes jeg, at det er morsomt en kopi af Elvis Presleys hjem blev banket op som nabo til hvad der var Danmarks største Bauhaus, at den så bilelskende by fik Danmarks første gågade og der er sikkert noget sigende ved Danmarks største eddikefabrik findes i Randers, eller Danish Crown har sit hovedkvarter her.   

(C) Foto Flemming Grøn.

Komiker trioen består af Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper Gattrup, mens det musikalske lydbillede skabes af en enkelt fjerdemand - Anders Møller. Rekvisitterne er få og ganske banale, ud over nogle stole har de blot et sæt stødgivende hundehalsbånd med sig. Resten udfyldes af stikord fra publikum, struktureret lege og masser af improvisation.  

Det der startede som rå improp comedy målrettet hovedstadens mindre scener, er i dag, noget mere midtersøgende landsdækkende harmløs gak og gøgl. Jeg indrømmer gerne, at denne anmeldelse er farvet af de tolv år der er gået, siden jeg sidst så Specialklassen live på Mille Bergs comedyklub på Amager. Siden da, er vi alle blevet ældre, lidt tungere og selvom Rasmus fortsat er skaldet, så har mange andre skelsættende ting ændret sig i verden. Heldigvis er trioen fortsat skarpe, sjove, hurtige i replikken og vanvittige musikalske. Det er dog min påstand, at noget er gået tabt i overgangen fra de små klubscener til den brede underholdningsscene, eller også er forvandlingen ikke helt i hus. Logistikmæssigt er det oplagt at publikum ikke længere hives med på scenen, men måske hele ideen med inddragelse skal gentænkes. Mine fire blækhuse kastes efter aftens vellykkede improvisationer over verdens værste poder, verdens dårligste musical Dansen om Sennep, dansktopsangen om et stykke med hår. Mens andre elementer desværre ikke sad lige i skabet denne gang, Le Fevre havde således mere end svært ved at gætte sig ud af forhørsscenen, sildehitsene havde også en svær fødsel og trioen fik overraskende lidt ud af 3.C legen. Noget skyldes selvfølgelig de benspænd vi publikummer kaster efter trioen, andet skyldes sikkert det var en stille søndag aften, mens resten må skyldes lave promiller hos alle parter. Specialklassen rocker fortsat dansk radio satire med Palle fra Kalundborg, de er fremragende til at stykke improviserede musicals sammen, og så er de altid herlige når det vanvittige styrer scenerne. Hvilken spejder vil ikke gerne have killermærket, hvilken poder har ikke haft lyst til at hammer vatpinden dybt i halsen på den irriterende borger, og alt bliver bare sjovere når Rasmus Søndergaard døvetolker det. Tak for besøget, kom snart igen, og selvom intet må aftales, så kan I altid forberede jer lidt mere på Randers til næste gang.







Populære indlæg