Museum for fremtiden - Kunsthal Aarhus
Pladserne omkring kunsthallen er alle fyldte af ungdom med promiller i blodet og bragende musik fra kæmpe højtalere. Det er muligt den aarhusianske festuge med årene har fået en del kunstneriske ambitioner, men det er fortsat fadølsanlæggene og de store teltduge der lader til at samle de lokale. Vi er i hvert fald kun tre personer på min tur rundt totalinstallationen Museum for fremtiden i Aarhus Kunsthal. Hvilket nok må være minimumskravet til gennemførelsen af forestillingen, dels er der elementer som kræver gruppedynamikker og dels er der pointer som lettest indtages i anonyme masser. For det er altid barskt at blive mindet om jordens undergang og vores rolle i samme – og skylden finder lettere en når vi er få vidner.
MUSEUM FOR FREMTIDEN udspiller sig i syv omsluttende kunstinstallationer. Det er både en udstilling af nye kunstværker af billedkunstnerne Ferdinand Ahm Krag, Studio ThinkingHand og Helene Nymann og en dramatiseret teaterforestilling i scenografi af Franciska Zahle og Helle Damgård.
Den bærende fortælling er således dyster, handlingen fragmenteret og inddragelsen sporadisk, men jeg er alligevel vild med forestillingen. Dels rummer den en serie fantastiske visualiseringer der fortsat rumsterer i mit indre, og så formår den at række ud mod generation ungdom uden formaninger eller fordømmelse. Enhver på min egen alder har allerede oplevet jordens undergang et utal af gange, men på trods af nedsmeltede atomreaktorer, syreregn i regnskoven og massedød i verdens havene har panikken hverken slået rod eller ført til handling. Bevares, vi bruger hverken bly i legetøj, freon i køleskabe eller asbest i vores huse mere, men klimabevidste er vi som sådan ikke blevet. Denne forestilling er således et opråb målrettet de der skal arve den altid ukendte fremtid, hvor der samtidig rokkes lidt ved vores verdensforståelse og naturlige selvcentrering.
Det hele afvikles som en interaktive audioguide. Du bør derfor medbringe mobiltelefon med strøm nok til 50 minutter afspilning og nogle høretelefoner. Turen forbinder en serie installationer opsat i hver deres rum. Lyddesignet er skabt af Asger Kudah, mens teksten er er skrevet i et samarbejde mellem dramatiker og instruktør Christian Lollike og dramaturg Anders Thrue Djurslev. Du kan opleve installationen frem til og med den 24. september, med flere afviklinger om dagen til kun 90 kroner. Hvilket både er rørende billigt og hver eneste krone være. Vi der har overlevet 70ernes klimaudfordringer, 80ernes koldkrig, 90ernes miljøkatastrofer og nullernes kapitalistiske sammenbrud har måske nok accepteret verden går under, men det betyder ikke de kommende generationer behøver arve vores apati og ligegyldighed. Jeg kaster derfor fem blækhuse efter dette flotte kunst opråb til ungdommen om at handle, om at mærke livet og forstå hvilken gave det kan være. Du kan læse mere her