Klovnen der aldrig blev bange - Randers Gadeteater
Farverige gadegøgler, verdensvante entertainere og akrobater med direkte kontakt til deres indre barn, udgør som oftest flokken der sælges til publikum som gadeteater. Nogle gange rejser de alene rundt, andre gange støder du kun på dem når smalle festivaller dominerer din bys gader, men alle har de evnen til at fange din opmærksomhed, stimulere din fantasi og trække latteren frem. Jeg elsker byvandringer, teater under åben himmel, kantet comedy, klassisk teater der nyfortolkes uden respekt for andet end os levende, samt gadeteater. Jeg har tidligere dækket gadefestivaller på Sjælland og i Nordtyskland der alle havde international gadeteater på programmet. Forestillinger hvor magien blev skabt i mødet med publikum og oplevelsen brændte sig ind i mit sind. Stemningen, lyset, stemmerne og de lattermilde folk omkring en. Det er derfor altid en fornøjelse når festivallen her rammer den gamle flodby, økonomisk er det sikkert smart at gadeteateret afvikles samtidig med festugen men jeg havde gerne set festivallen stå alene.
Løjerne startede i dag på byens centrale pladser og jeg selv nåede akkurat dagens sidste forestilling. De næste to dage kan du opleve otte forestillinger ganske gratis. Hvilket altid er den rigtige pris i Østjylland, mens vejret nok bestemmer hvor mange publikummer der kan overvære forestillingen. Vi der slaver i klassiske stillinger kan omvent have lidt svært ved at ramme underholdningen da det starter klokken 14. Men så er der heldigvis muligheder igen om lørdagen foran det smukke gamle rådhus og på pladsen som kun har et slot i navnet.
Dages forestillingen varede blot en halv time, men rummede alt hvad man kunne forvente fra moderne gadegøgl. Her var hjerte, varme, indlevelse og publikumsinddragelse. Her blev tyngdekraft bekæmpet af klovnen MANIC FREAK (Pequeño Payaso), børnehjerter vundet ved fjollede og for dem letgenkendelige handlinger, voksne forført med charme og glimt i øjet. Kunstneren bag har vundet en masse priser, rejser verden rundt og er oprindelig fra Argentina. Han mikser klassiske cirkusnumre med moderne ideer, former en karakter du både føler kan fejle totalt og samtidig ved har styr på hver eneste detalje. Rekvisitterne fylder ikke meget, men til sammen fylder de alligevel rummet omkring os, som var vi samlet under en stor cirkusteltdug. Der arbejdes således både i højden, der cykles på minicykel, der jongleres og kastes med fagter i et væk. Hvis du ikke fik set ham, er det desværre allerede for sent, så grib din dårlige samvittighed i kraven og kik forbi en af de andre forestillinger de næste to dage. Du vil fortryde det, hvis du misser det. Se mere her