Ordklodser og nerver af stål
Det er sjældent nok at tilsætte ord til hverdagens oplevelser, de små magiske øjeblikke bliver først til fængende fortællinger når du har træning, timing
og indlevelse på plads. Der vil altid være mennesker som tryllebinder folk med deres sande røverhistorier, mens andre snubler sig frem til pointer så ingen forstår noget. Heldigvis kan det meste
tillæres, fremelskes og forfines ved øvelse, det kræver blot en scene, et publikum og masser af mandsmod. For det er skræmmende at stille sig op på en nøgen scene uden andet end faste
regler og sin egen stemme. Det er derfor StorySlam er så fascinerende at overvære og noget enhver burde unde sig selv når chancen byder sig.
For vi der bor i det østjyske har vi ofte muligheden på Teater Katapult hvor alverdens fortællere kæmper med ord flere gange om året. Officielt sker det i konkurrence om præmiere, men de fleste ville sikkert dele deres fortællinger uanset hvad der var på spil. Jeg elsker at indtage ordene, kaste stemmerne på mine favoritter og nyde stemningen i den rå hal på Godsbanen, eller under åben himmel et sted i Aarhus, for StorySlam rækker ud efter publikum over hele byen. Så snart sommeren går på hæld har du igen mulighed for at bruge tid på historierne. Priserne svinger fra ganske gratis til 95 kroner per billet inklusiv et glas bobler - alt afhængig af sponsoraftaler, steder og rammer. Den 27. august er således en gratis omgang på toppen af Salling, du bør derfor møde frem i god tid hvis du vil sikre dig en plads, ellers kan du altid tilmelde dig som fortæller.
"StorySlam er en konkurrence i historiefortælling, hvor almindelige mennesker fortæller virkelige historier fra deres liv. Som fortæller skal du på højest 6 minutter fortælle to historier - en, hvor du selv har valgt emnet og en der passer til aftenens tema."
Du kan læse mere om Story Slam her,