Himmelvendt - Aarhus Teater
Der hvor vejen ender, kragerne vender og ambitioner formes af nødvendigheder, der finder du venneflokken her. Hver med deres historie, fortid og naive drømme. Der binder dem til hinanden og landsbyen de voksede op i. Hvor de dyrker gymnastik med hinanden i hallen, banker shots på byens eneste værtshus, jager vildt i skoven og bytte mundvand med hvem de nu kan. Fortællingen er bundet op på en serie dramatiske hændelser der udspiller sig over nogle få forårsmåneder, hvor kærlighed både findes, tabes og sommerfesten næsten aflyses.
Forviklingerne er mange, historien sød og pointerne letforståelige. Nogle relationer har mere nerve end andre, nogle dialoger virker oplæste, mens andre øjeblikke gnistrer som var der virkeligt noget på spil. Scenegulvet skråner let ud mod os publikummer. Afsluttet med en rist. Det hvide gulv bruges både som lærred for kunst der tegnes, og som en neutral ramme for en historie der både hiver os ud i skoven, ud under stjernehimmel, med til byfest og forbi ko aflivning og bilture. Ungdommen på scenen er klædt som vi alle så ud i 1988, mændene endda udstyret med årtiets moderigtige overskæg. Hvilket måske også forklarer forestillingens Thomas Helmig lydspor!? Det er dog min påstand at det hele blot fungerer som en løs allegori for alle små byer i det ganske land, byer der alle netop sidder fast i fattigfirserne, årtiet hvor velstandssamfundet døde i udkanten af Danmark og generationerne blev tabt på gulvet. Hvor vandsengen, havestuen og sodavandsmaskinen endnu findes som fysiske rester fra fortidige glemte velstandsdrømme. Hvor den moderne verden måske nok findes som et rejsemål, som et sted man kan drømme om, men aldrig helt rigtig kan få grebet om.
Jeg elsker at ejendomsmægleren headhunter sine talenter i brugsen, at man kan have venner med tilnavne som pillen, teske og psyko, at aldersspredningen på det lokale værtshus går mellem 16 og 76 år, at gymnastikholdet blev dannet da de gik i børnehaven, men evnerne ikke rigtig indfinder sig og workshoppen med englehop nok ikke bliver til noget. Det er lokalt, det er omklamrende og frygtindgydende for de fleste, men det gør indtryk på alle os som overlever det. For mange bliver det måden man lever og ånder på, herfra deres verden udgår og her de en dag skal dø. Den fortælling rammer teaterstykket virkelig rent, alt imens den med varieret held får os forbi forskellige dramatiske højdepunkter. De fire blækhuse gives for sceneudtrykket, den vellykket brug af vand og musik, samt de kærlighedsforviklinger der tages alvorligt. Det anbefales alle med hang til nydramatik og især til ungdom der selv tumler med fremtidige drømme, rodede forhold og usikre ambitioner. Stykket er skruet sammen så alle kan være med, historien rummer elementer af ægte drama, følt morskab og let samfundskritik.
Frem til den 14. maj kan du på Aarhus Teater se forestillingen. Den fremføres på scenen kaldet stiklingen. Skrevet af Henrik Szklany Iscenesat ved Line Paulsen. Scenografi Ditte Marie Tygesen. Lysdesign Kim Glud. Lyddesign Sebastian Toft / Skt. DeLarge. De fem på scenen udgør Amanda Friis Jürgensen (Solvej), Clint Ruben (Kasper), Emil Busk Jensen (Dennis), Kristoffer Eriknauer (Sebastian) og Sarah Simone Jørgensen (Fie). Pressefotos af Rumle Skafte.
