DEN EVIGE ILD - BELLEVUE TEATRET

Det er sjældent at tre timers musical efterlader mig med andet end ømme lemmer, trætte øjne og selvbebrejdelser af den klassiske slags. Det var dog ikke tilfældet med Den Evige Ild på Bellevue Teatret. Faktisk forlod jeg teatermørket i højt humør, og ikke engang de evige togforsinkelser hjem kunne ødelægge aftenen. Jeg har dog lige siden funderet over hvorfor. For dels har Ken Follets historiske romaner ofte gjort ondt på min indre historikere, og dels har musicalverdens svulstige emotionelle udbrud i form af skønsang aldrig været noget for mig. Det korte svar er, at teateret her har formået, at sammenflette satirisk historieformidling med musicalsange der sigter efter hovedet og ikke hjertet. Samt serveret historien i den mest gennemtænkte scenografi et dansk teater endnu har forsøgt sig med. Skuespillet er nedtonet, fællessang undgået og dansenumre helt udeladt. Hvilket giver os en moderne musical der måske ligner et klassisk drama, men faktisk er en genrefornyelse af den tiltrængte slags.

De sidste ti år har udenlandske kæmpehit fra musicalverden væltet ind over landegrænserne. Hvilket har lokket lokale entreprenante teaterfolk til sindrige musicalfortolkninger af danske tegnefilm, folkelige spillefilm, elskede børnebøger og talrige popsange. Dette har både opdyrket nye publikumssegmenter, og samtidig skabt en underskov af danske musicaltalenter. Hvilket både har rykket på magtbalancen i teaterverden og nedbrudt barriere alverdens steder på landets scener. Denne musical kan således både ses som et produkt af denne naturlige udvikling, men samtidig også markere et skifte i genren. For godt nok er det nyfortolkning af en historie der allerede har haft succes, men det alligevel et helt andet produkt end Ken Follets bogværk. Hvilket skyldes scenografien, satiren og musicalformen.

Skulle du ikke have fanget i folkeskolen hvorfor England Vs Frankrig er et naboforhold fra helvede, eller helt forstået forskellen på katolicismen og protestantisme, så bare rolig, det betyder ikke rigtig noget i denne sammenhæng. I hvert fald ikke for din forståelse af historien i Den Evige ild – hvor de onde alle er skurke og de gode nogle gange gør slemme ting for fællesskabets skyld. Her er konger Guds repræsentanter på jorden, her er din sjæl noget virkeligt og efterlivet det eneste der tæller. I hvert fald så længe du er en simpel bondetøs der ikke ved bedre. Historien er skabt over den storpolitiske magtkamp der udspillede sig i 1500tallet, da Dronning Elizabeth (Xenia Lach-Nielsen) den første viste hele verden at magt korrumperer alle, uanset køn, religion og ens noble intentioner. Vores helt er i hendes tjeneste og hedder Ned Willard (Christian Collenburg). Fjenderne er stort set alle andre. Skotterne, Franskmændene, Paven, britiske katolikker, mandlige adelige der ikke helt ønskede sig en kvinde som regent, Dronnings egen kusine og Spanien.

Den lange liste over positive ting starter her. For mig er den største stjerne scenografen Benjamin La Cour. Han har stykket et sceneudtryk sammen der både giver dybde, dynamik og variation i alt andet end farverne. Via sindrig brug af den store drejescene og en genial konstruktion midt på samme, skifter vi hele tiden ubesværet lokation. Alt fra strand, boghandel, skib, kirke, slot, fangekælder over landsby til henrettelsesplads. Det er vanvittigt godt teaterhåndværk. Dernæst er jeg vild med skurkene, hvis karakterer måske nok er todimensionelle, men voldsom underholdende. Her er ikke plads til tvivl, barmhjertighed eller andet end ensporet egennyttighed. Jeg synes dog voldtægterne, de mange drab og torturscener er en anelse for børnevenlige. Men både Kasper Dalsgaard, Anders Gjesing og Søren Bech-Madsen gør det godt i det ondes tjeneste. De gode er også ganske karikerede, men desværre uden megen selvironi. Heldigvis får de modspil af Dronningen der spilles forrygende af Xenia Lach-Nielsen. De fem blækhuse gives for den nøgtern fremvisning af storpolitiske magtkampe, den vellykkede musikalske forløsning og de fængende sange. Det hele kunne let have været druknet i nationalisme, religiøse stupiditet og indviklede magtkampe. I stedet blev det en underholdende, medrivende og velsunget musical. Tak for det.

Medvirkende i 2019: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech & Daniel Hansen. Musikere: Olof Ander, Ditte Fromseier & Dan Selcha.u Romanforlæg Ken Follett. Instruktion: Mads M. Nielsen. Dramatisering & Musik: Lasse Aagaard. Dramatisering & Tekst Thomas Høg & Sune Svanekier. Musikalsk arrangement: Niels Bye Nielsen. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen & Karin Ørum. Lysdesign Mikael Sylvest. Lyddesign Mads Skjøtt Stagis, Jonas Rose Høeg & Thomas Goschebart. Fotocopyright ROBIN SKJOLDBORG. Du kan læse mere om stykket her - der snart drager på turné i Danmark, men først kan du opleve stykket på Bellevue 25. februar - 15. marts 2022.