All you need is love?

Hver eneste kalenderår giver os nye forfærdelige og modbydelige forbrydelser, der sammenlagt skubber til vores retsopfattelse, empati og selvopfattelse. Hver især efterlader disse hændelser os med flere ubesvarede spørgsmål end vi bryder os om, alt imens de tynger vores kollektive samvittighed, truer vores individuelle sjælefred og samtidig truer rammerne for vores ellers trygge samfund. For kunne vi have forhindret disse forbrydelser hvis blot gerningsmændene var blev ledt tilbage til flokken i tide, kunne vi have forhindret alverdens slemt med blot en lille smule medmenneskelighed, kærlighed og forståelse på de rette tidspunkter, eller skal der mere overvågning, straf og isolering til? Når vi som mennesker prøver at forstå sådanne uforståelige hændelser, fører det ofte til skræmmende selvindsigter, så som forskellene mellem os selv og massemorderen, krigsforbryderen, overgrebsmanden m.fl. ofte er meget lille. 

The Supreme Gentleman

Hvilket man let opdager under teatermonologen The Supreme Gentleman hvor vores hovedperson er en kejtet, usikker og let charmerende mand. Men hvor de fleste sikkert kan genkende sig selv i hans ungdommelige usikkerhed, så er det sværere at følge fejldeduktioner til hadet mod det han netop drømmer allermest om - de smukke succesfulde kvinder. Fejlkonklusionerne udspringer fra offertankegangen bag fænomenet Incels - der som de fleste radikaliserede hadgrupperinger bygger på en del misforståelser, manglende selvindsigt og bekvemme forklaringer. Incels er den engelske betegnelse for en gruppering af mænd, der både lever i ufrivilligt cølibat, og i et online mandefællesskab bygget på had til kvinder.

Monologen starter som en undskyldning, men fører aldrig til nogle egentlige bekendelser eller forklaringer, blot til løsrevne fragmenter der kan give os indikationerne på hvad og hvorfor. Vores hovedperson vil dog tydeligvis gerne elskes, gerne forstås, ses, og mærkes, men samtidig har han for længst erkendt at det aldrig kommer til at ske. Delvist grundet et forfærdeligt lavt selvværd, og delvist grundet en manglende forståelse af kvinder som mennesker. Han ligner en helt almindelig mand, men det indre landskab er et bombekrater af misforståelser, selvhad, tvangstanker, ængstelighed og forskruede opfattelser af verden omkring ham. Noget han gerne selv vil lindre, men åbenbart kun kan få i balance, hvis han smadrer noget smukt, noget uskyldigt, noget uopnåeligt, altså ødelægger en kvinde. For hvis en smuk kvinde kan smadres, nedgøres, ødelægges og nedbrydes fuldstændigt, så vil hendes synlige destruktion balancerer hans eget ødelagte indre. Det virker i hvert fald til at være ræsonnementet bag hans voldsomme vrede ord, der deles med os i forskellige tempi, fra forskellige udgangspunkter, men altid med hadet som katalysator for smerten han tydeligvis føler.

Jeg har anmeldt teater siden midt 90erne, under forskellige navne, på mange platforme og forskellige trykte udgivelser. Jeg har derfor set alverdens teater i hele Europa, og derved fået kastet den ene voldsomme idé efter den anden efter mig fra et scenegulv. Ved at udsætte mig selv for et utal af interaktive teaterinstallationer, sjæleknusende monologer og grænsesøgende forestillinger, har jeg i dag opbygget et hærdet teaterhjerte og fået en personlighed med et strejf af kynisme. Hvilket måske er årsagen til jeg hverken bliver rørt, påvirket eller forarget af denne monolog. Der visuelt, lydmæssigt og tematisk ellers fungerer rigtig godt - men hadet virker blodfattigt, vreden kontrolleret og det gør desværre historien helt ufarlig. Hvilket f.eks. ikke var tilfældet da kælderfolket blev besøgt på Den Frie da Tue Biering & Marie Chemnitz opsatte HADETS SANGE. Heldigvis så jeg forestilling i Aarhus med en hel flok fra generation ungdom omkring mig, og de blev tydeligvis både ramt, forfærdet og spejlet i mandens fortællinger. Nogle følte sig både forstået af den magtesløse mand, og samtidig forfærdet over hans vrede, mens alle virkede grebet af historien i sådan en grad, at jeg helt misundte dem deres (teater)uskyld. Mine fire blækhuse gives for den hårdtpumpet vrede, den gode visualisering af forum opbygget had, samt Jacob Madsen Kvols overbevisende skift mellem den lille følsomme nysgerrige dreng og den hormonpumpet vrede misogynist med ondt i livet.

Tekst: Nanna Cecilie Bang. Iscenesættelse: Liv Helm og Nathalie Mellbye. Scenografi: Nathalie Mellbye. Lysdesign Kim Glud. Lyddesign Kim Engelbredt. Varighed: 70 minutter Spiller på Aarhus Teater til den 3. marts og på Betty Nansen Teatret 15. februar-11. marts