Der findes vitterlig mange forskellige styretyper, men det repræsentative demokrati er den eneste vi her til lands sværger til. Faktisk er der mange danskere som ligefrem mener, at vores styreform
burde udbredes til fjerne og nære egne af verden, for vores og især de andres skyld. Mens enhver der gransker vores nationale institutioner, gældende lovgivning og førte politik, nok vil hævde,
at det går bedre med velfærden, end demokratiet i det lille konstitutionelle monarki her langt mod nord. For uanset hvor du sætter krydset på valgdagen, så savner du muligheder for indsigt, viden
om den førte politik eller hvad der driver de forskellige folkevalgte. Hvilket vi som befolkning mindes om hver eneste gang en stor politisk skandale fylder fladskærmen og vores kollektive korttidshukommelse,
men det er som om CIA betalte forsøg på forældreløse børn, HIV inficeret donorblod, fængslinger af vores eget hemmelige politi, ulovlig overvågning, flygtningebørn der svigtes,
betroede midler der forsvinder og andet slemt, sjældent huskes en hel TV sæson, og vi derfor glemmer at udfordre magten på valgdagen. Så længe vi har friværdier i boligen, elbil i garagen
og tandløs underholdning i den bedste sendetid, så er det let at glemme hele vores styreform vitterlig bygger på ideen om et oplyst folk. Hvilket paradoksalt nok er umuligt så længe
Offentlighedsloven er gældende jura i vores lille velfærdsandedam.
Hvis disse tanker aldrig har strejfet dig og du hverken kan huske skandalerne, loven, eller hvem du stemte på ved sidste valg, så er her min klare opfordring til at se dette teaterstykke. Der
på en satirisk, letforståelig og ganske pædagogisk måde forklarer dig hvorfor dit samfund kræver din engagement, vores demokrati savner din indsigt og vores folkevalgte har brug for juridiske
begrænsninger fremfor det modsatte.
Men uanset hvad der måtte lokke dig forbi Svalegangen i Aarhus, så er du denne gang sikret relevant samfundssatirisk underholdning med en lov som omdrejningspunkt. Det knap så bidende som
da Tamilsagen blev behandlet på et scenegulv, knap så underholdene som da skattesagen fik tæsk på Teater Grobs lille scene, men det er fortsat vellykket politisk teater der tør kaste sig over et emne alle burde
kende, men få orker at indtage på egen hånd. Dit udgangspunkt behøver dog ikke at være andet end nysgerrig - så skal Ina-Miriam Rosenbaum og Kristian Halken nok fører dig sikkert
frem til de skræmmende pointer uden du keder dig, mister fokus eller misforstår ideen bag forestillingen Det Fortrolige Rum
Forestillingen er opbygget i tre lag og med flere fortællergreb i brug på samme tid. Handlingen udspiller sig fyrre år ude i fremtiden. Vores hovedperson er en let alkoholiseret journalist
(Anders Budde Christensen) der balancerer på kanten af samfundet, ægteskabet og arbejdsmarkedet. Alt han gerne vil afdække, undersøge og forstå er skærmet inde bag paragraffer der alle
har hjemmel i
Offentlighedsloven. Hans dramatiske modspil kommer til os alle via videoklip afspillet på en kæmpe tovejs fladskærm, der udgør scenens bagvæg, og
fra en journalist (Sofie Buch Hover) som både guider vores opmærksomhed og fungerer som juridiske fortolker. Fremtidskonstruktionen om fortællingen er udelukkende skabt for at debattere loven, historien
er derfor noget fortænkt vrøvl, der vægter underholdning og valide nutidige pointer fremfor en sammenhængende fortælling der kan stå alene! Det kan sagtens kritiseres, men hvordan man kunne
have vægtet debatten om en lov med udgangspunkt i en konkret politisk skandale, uden at have mistet fokus, ved jeg ikke. Jeg kaster derfor mine fem blækhuse efter formålet, humoren det afvikles med og det
faktum, at man formår at bearbejde en kompleks problemstilling uden kontakten til publikum tabes eller pointerne misses. Politisk teater er altid en svær øvelse, men det sværeste er dog at ramme de
mennesker der burde fange pointerne, det bliver derfor hurtigt underholdning målrettet
ekkokammeret og selvom det er morsomt, så håber jeg denne gang, at alle samfundslag
finder frem til stykket her. Det både fortjener og behøver det danske demokrati.
Spilleperiode på Teatret Svalegangen: 22. januar 2022 til 5. februar 2022. Varighed: ca. 85 minutter uden pause. Medvirkende: Skuespiller Anders Budde Christensen & journalist Sofie Buch Hoyer
Idé og instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Manuskript: Kristian Halken. Scenografi og videodesign: Signe Krogh. Filmklipper: Nils Aasholm. Øvrige medvirkende: Sofia Mehlum, Søren Bang Jensen, Anna Ur Konoy, Henrik Weel, Karin Bang Heinemeier, Kristian Halken, Andreas Jebro, Solbjørg Højfeldt og Ina-Miriam Rosenbaum. Stykket tager på turné i Danmark efter den 5. februar.
