The Danish Girl - Vejle Musikteater

 

Før hovedstadens politistyrker mistede modet, kunne man hver eneste sensommer indtage moderne dans under åben himmel, i det cirkelformede rum som politigården vitterlig har. Her har jeg oplevet flere smukke moderne danseforestillinger, der alle havde Tim Rushton som koreograf, det kan derfor ikke overraske nogen at jeg er valfartet til Vejle for at overvære hans verdenspremiere på danseforestillingen The Danish Girl. Eller – det overrasker sikkert nogle, især fordi det er 22 år siden jeg sidst var på musikteateret for at anmelde scenekunst (Egtvedpigen), og da jeg for tiden kun anmelder 4-5 forestillinger om måneden er det sikkert altid en overraskelse når jeg tropper op. Til gengæld kan anmeldelsen ganske kort nedkoges til følgende, alt efter pausen var godt, alt før pausen giver mening når du har set hele forestillingen, men folk der hverken har hang til moderne dans, ikke kender historien eller sjældent er i teateret, vil ikke føle sig inviteret indenfor fra første dansetrin.

 Hvis det er dig jeg lige har beskrevet, så frygt ikke, det kræver blot du forbereder dig lidt hjemmefra og som enhver anden doven dansker kan du gøre det ved at læse en anmeldelse eller to. Personligt vil jeg dog se filmudgaven af The Danish Girl og så tage udgangspunkt i dette gamle citat af Tim fra 2012, før jeg greb dankortet og slæbte min partner med til musikteateret.

"Jeg begynder med mennesket; for alt, hvad vi gør, er for altid forbundet med hvem vi er. Ved at bruge den menneskelige krop kan jeg nedtone eller forstærke en følelse og således gå videre med nogle af de tanker og historier, som ord alene ikke formår at udtrykke. På den måde kan jeg skabe oplevelser som, når det lykkes, er af en anden dimension. Mit håb er altid at kunne tage publikum med på en rejse – at ramme en grundliggende tone som alle kan forholde sig til."

Hvis du hverken orker at se spillefilmen om Lili Elbe, eller bladre i romanen om samme person, så må du nøjes med dette: Lille Elbe er den første person i verdenshistorien der fik en kønsbekræftende operation, og derved gik fra kvinde fanget i mandekrop, til kvinde i krop og sind. Hvilket er den samme årsag til Vejlemusikteater, Holstebro Dansekompagni og Tim Rushton har samarbejdet med alverdens stærke kompetencer indenfor kønsidentitet og LGBTQ+ miljøet. Hvilket utvivlsomt har hjulpet dem med finde danserinden Bjørk-Mynte Paulse. Hvis egne erfaringer med livet som transfeminin både giver dansefortolkningerne en anden dybde og gør historien om Lili lettere at forholde sig til for publikum. 

  Den timelange forestilling er delt i to, og det svækker desværre forestillingen. Havde man i stedet afviklet de 60 minutter ud i ét, ville den poetiske afslutning på første akt have fungeret bedre som afsæt for frihedsdansen som kvinde. Andet akt har flere forskellige talende lydbidder, der faktisk fungerer overraskende godt, men med fordel kunne have været brugt før pausen. Det scenografiske kunstgreb bag brugen af et stort hvidt klæde er hverken ukendt eller overraskende, men det fungerer virkeligt godt i denne danseforestilling. Her kan det både anses som et symbol på en frisk start, understregning af det uskyldige, fungerer som et ligklæde, metafor for en brudekjole eller blot være det dynamiske element som udnytter scenerummets højde alt imens det hjælper danserne med at afgrænse det fysiske rum for handlingen på gulvet.

Der er elementer i starten der minder mig om Madonnas musikvideo Vogue, mens selve dansetrinene fik mig til at mindes forestillingen Robot Drengene på Aveny Teater! Jeg tvivler dog på det er her man har fundet inspirationen, men uanset oprindelse virker det ikke som nytænkning. De voldsomme dansesekvenser efter pausen, hvor Bjørk-Mynte kastes rundt som var hun en livløs kludedukke, rummer dog en masse originalt moderne dans, kraftfuld og poetisk på samme tid, just som jeg husker Tim Rushtons kreationer. Dansen har således lige dele vrede og sårbarhed i det fysisk udtryk. Mens danserne selv fremviser en indre og ydre kamp, der måske nok udkæmpes på samme tid, men har forskellige udfald. Kampene har dog lige så stor betydning som de forudsigelige slutninger for det potiske udtryk. Det er hér danseforestillingen gnistrer efter min mening, det er her følelserne får plads hos både publikum, dansere og i sceneudtrykket. Hvor kampen for selvet, kærligheden og pladsen i verden føles ægte og vedkommende. Jon Ipina og Bjørk-Mynte Paulse fungerer virkelig godt i disse sekvenser, og jeg er samtidig vild med hvordan Mikkel Alexander Tøttrups formår at fylde rummet på scenen. Jeg er rigtig glad for Christian Tronhjems lyddesign, omend de dystre undertoner får overtaget i første akt så fungerer lydtæppet i sin helhed virkelig godt. Til sammen havner vi således på fire blækhuse for danseforestillingen, der har så meget på hjertet at det til tider glemmer fødderne og bare kaster sig ud i følelserne. Det fungerer, og til tider er det medrivende og poetisk.

Du kan læse mere om forestillingen her. Medvirkende Bjørk-Mynte Paulse, Giorgia Reitani, Jasmine Gordon, Juame Luque Parellada, Jon Ipina, Elena P. Nielsen og Mikkel Alexander Tøttrup. Iscenesættelse/koreografi Tim Rushton. Musik/lyddesign Christian Tronhjem. Scenografi/lysdesign Sarah Fredelund. Kostume Åsa Gjerstad. Foto copyright Jonas Søgaard.