2084 - Big Mother ser alt!

 

Den korte anmelderversion af forestillingen her er desværre negativ, mens den lange, indeholder ros til en serie fragmenter, ideer og scener. Samt påstanden, at der faktisk gemmer sig en rigtig god teaterforestilling under fejlvalgene, de tekniske blindgyder og uheldige fortællingskompromiser. Men uanset hvad, så er forestillingen 2084 til stede i Aarhus lige nu, og budskaberne er fortsat relevante, de dystopiske visioner skræmmende tæt på hverdagen og udtrykket fremstår friskt. Hvis du indtager værket med forbehold, genlæser 1984 af George Orwell og derpå streamer regeringens mange pandemipressekonferencer, så vil det faktisk løfte oplevelsen af Bigmothers kamp for virkeligheden  

Hvis man vender processen bag den sproglige vending på hovedet, får du grundideen bag Bigmothers kamp med sproget. Ved at fjerne ord, fjernes betydninger, fortolkninger og mulige tanker. Når man ikke har ord, kan ting ej heller beskrives og derved bliver både udtryk og tankegang styret mod en anden begrebsverden / virkelighed. Derved bliver det umuligt at tænke en forræderisk/forkert tanke, hvilket både sikrer styrets og menneskehedens fremtid. Overgangsgenerationerne udgør dog fortsat et problem, som Bigmother forsøger at løse ved at knytte ungdommen til sig. Desværre kan menneskekroppen fortsat producere følelser, længsler og minder som munden knap kan formulere, men hjertet sagtens kan forstå. Det ender således hverken lykkeligt for styret, menneskeheden eller vores hovedpersoner Winston Smith og Julia.     

Alle der kaster sig over nye teknikker har en tendens til at overdrive dem, men hvor det var sjovt da Leonard Cohen lige havde opdaget trommemaskinen, var det irriterende da filmbranchen havde opdaget 3D formatet. For denne produktion, er det et krydsmiks af strobelys og videoprojektioner der vælter læsset, havde man ramt en anden balance ville meget have været bedre. Jeg synes dog alle hologramprojektionerne fungerer overraskende godt, modsat altså de skriftlige sekvenser og forskellige nyhedsvideoklip.

Forestillingen rummer en masse ideer, desværre får de forkerte for meget plads og de gode glemmes. Jeg forestiller mig det skyldes en kreativ proces hvor tilvalg, fravalg er besluttet i et kollektiv med hensyn til teknik, tid og formidling. Hvis en enkelt person diktatorisk har taget alle disse valg, så har vedkommende mistet fokus og glemt publikum i processen. Jeg vil dog gerne fremhæve følgende elementer. Malte Frid-Nielsen er skræmmende som den ordknappe Martin. Den undertrykte vrede skjuler utvivlsomt en masse voldsomhed, vi dog kun ser i glimt under forestillingen. Malte er fysisk en god karakter at starte forestillingen med. Det giver øjeblikkeligt kærlighedsministeriet nogle dystre undertoner. Jeg har ingen erindring om at have set Ludmilla Faber Striim før – hun brænder igennem som den unge rebelske Julia. Jeg tror på hendes kærlighed, på hendes selvdestruktive tanker og behov for forandring.  Lars Egegaards hologrammer er virkelig gode, både teknisk og for fortællingen, det samme gælder lyden designet af Simon Littauer.  Hvilket til sammen gør vi havner på tre blækhuse. Havde man skåret flere elementer fra, ladet Jonas Littauers karakter få en mindre kompleks personlighed og gjort Marius Bjerre Hansen rigtig modbydelig ville jeg have nydt dette futuriske opkog af en gammel sci-fi klassiker. 

Du kan læse mere om forestillingen her, se den hos Teater Katapult på deres Black Box scene på Godsbane. Forestillingen er skabt af Det Dramatiske Udgangspunkt og Teater Katapult. Medvirkende Ludmilla Faber Striim, Malte Frid-Nielsen, Marius Bjerre Hansen, Jonas Littauer, Annika Johannessen (video), Selma Mønsted (video) og Mo Chara (video). Manuskript og dramaturgi Eva Littauer. Iscenesættelse Krzysztof Minkowski. Scenografi og kostumer Konrad Schaller. Hologram og lysdesign Lars Egegaard Sørensen. Videodesign, teknisk programmering og afvikling Jens Mønsted. Sounddesign Simon Littauer. Grafik Konrad Schaller. Teaterleder, kunstnerisk leder og producent Jonas Littauer​.