Kagefabrikken af Christian Lollike - Kommer til Aarhus Teater

 

Alt imens de ekstra kilo har fundet vej til kagefabrikkens ejere og ansatte så udebliver salgsuccen og pludselig truer konkursen Borgsø Cookies. Heldigvis for deres BMI og økonomiske bundlinje reddes fabrikken af en træningsgal konsulent direkte ud fra handelshøjeskolernes drømmefabrik. Der via story telling, produktudvikling og personlig branding vil gøre Borgsø verdenskendte. Men det er ikke helt let pludselig at skulle smide overvægten, producere slankekager og opgive alt det man elsker i processen.

Kagefabrikken er den faste scenografieske ramme om historien men dett er let at se virksomhedens udfordringer som et mikrokosmos over det danske samfund. Skallen er tydeligvis lånt fra TV programmet Chokoladefabrikken hvor slankecoach Chris MacDonald kæmpede med og mod Toms ansattes overflødige kilo. Det hele er så sammenflettet med folkekomediernes virkemidler, en banal kærlighedshistorie, integrationsparodier og sarkastiske udfald.  

Jeg er vitterlig overrasket over Rasmus Bjergs sangevner og selvom de her bruges i humorens tjeneste så vakte stemmen alligevel min interesse. Johanne Louise Schmidt er som altid forrygende og tænker den kvinde endnu ikke har fundet grænserne for sit talent. Jeg forstår selvfølgelig godt at Helle Fagralids funktion i dette stykke er stå for overgangene men havde gerne set hende få endnu mere plads. Fortællerstemmen Vigga Bro berører med det samme de nostalgiske barndomscentre i min hjerne og hjerte, hvilket jeg tænker er bevidst manipulation fra skaberne af forestillingen, men selv hvis hun ikke har den samme indvirkning på dig så kan ingen fornægte Vigga Bros evner ud i den mundtlige fortælling. 

Der er lange sekvenser, ordudvekslinger og forviklinger der tvinger mig til at drage paralleller mellem stykket og fortidens forfærdelige danske lystspils komedier. Heldigvis kommer Christian Lollike i mål takket være en gakket afslutning, ferm brug af musik, genialt valg af Vigga Bro som fortælleren og et tyndt lag ironi. Hvorfor vi havner på hele fire fyldepenne. 

Jeg er jævnalderen med manuskriptforfatteren og tænker vi både dele referencer, politiske synspunkter og ser de samme svagheder i det danske osteklokke, men det betyder desværre ikke at vi er helt enige om formen for kritikken af samme. For jeg savner råhed, kynisme og ondskab i mandens ord. Hvis Danmark absolut skal spiddes så ser jeg ingen grund til at holde os publikummer i hånden ved at indpakke bøllebankene i lette sarkastiske bobler. Det giver selvfølgelig en vis distance mellem det barske og erkendelsen af samme, hvilket fungerede fint i f.eks. Skakten og Projekt Landbrug, men denne gang til dels ødelægger budskabet. Men selv hvis der findes publikummer der kun tog fjollerierne og den banale historie med sig ud af salen, så kan man jo altid håbe på at eftertanken rammer dem ved kagebordet den næste dag

 

Forestillingen blev overværet ved Det Kongelige Teater – Skuespilhuset – Det Røde Rum (der bedst lader sig forklare som hovedstadens version af Teater Momentums uddannelse) den 3. april 2013. Du kan se samme forestilling selvsamme sted på Aarhus Teater fra november 2021 med nye skuespillere i rollerne, og allerede igen som spillefilm i 2022. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen. Idé og tekstkoncept: Franz Wilhelm Søes-Cybulski og Christian Lollike. Tekst: Christian Lollike. Lysdesign: Jonas Bøgh. Medvirkende anno 2013 på Det Kongelige Teater; Rikke Bilde, Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton, Thomas Hwan, Maria Rossing, Johanne Louise Schmidt. Foto copyright: Miklos Szabo.