KIRSEBÆRHAVEN - NØRREBRO TEATER

(C) Foto: Büro Jantzen
Den dekadente overklasefamilie har for længst mistet grebet om formuen, virkeligheden og meningen med livet. Samværet er præget af fornægtelse, fortidige minder og nutidig excentrisk adfærd. Her taler alle forbi og om hinanden, imens dagdrømmeri og usagte sandheder udgør resten af samtalerne. Når paraderne lader sig falde, er verdens barske realiteter så overvældende, at flugt ligefrem fremstår som det fornuftige valg. Hvilket er den oplagte parallel du kan trække fra Anton Tjekhovs historie, til vores egen håndtering af klimaforandringer, økonomiske nedture og andre samfundsomvæltende forandringer. Fornægtelse af verdens sande tilstand, idolisering af fortiden og blind tiltro på løsninger åbenbarer sig når nødvendigt er åbenbart menneskehedens universelle problemløsning.

(C) Foto: Büro Jantzen

Familiens økonomiske nedtur har måske nok varet en lille evighed, men selvom om tvangsauktionen nu står for døren, har erkendelsen endnu ikke rigtig ramt. Den lokale succesrige købmand Lopákhin (Henrik Lykkegaard) har dog for længst fundet løsninger, svar og nutidige genveje på Ranévskajas (Christiane Gjellerup Koch) problemer. Udstykning af Kirsebærhaven lader dog ikke til at være en fristende løsning. I stedet for svælger familien rundt i deres ulykkelige skæbne som var det noget midlertidigt og uendelig banalt.

(C) Foto: Büro Jantzen

Uanset om du vælger at spejle hele den vestlige verdens forfald ind i historien her, drager religiøse tråde tilbage til edens have eller blot ser fortælling som en teateranalyse af Ruslands omvæltninger fra feudalt klassesamfund, så er det svært ikke at genkende den uperfekte håndtering af de store forandringer. Vi følger kun familien en kort stund, men grundet de mange små fortællinger der indflettes i hovedhistorien, har man indtryk af at rejsen er meget længere end blot deres sidste sommer i det kæmpe og nedslidte gods.

Forestillingen varer knap to en halv time inklusive pause og strækker sig over de vanlige tre akter. Stilen er underholdende, skæbneberetninger det der give forestillingen liv, mens de skæve bifigurer giver stykket lidt charme. Især Youssef Wayne Hvidfeldt er fantastisk som den selvoptaget og selviscenesat unge lakaj. Jacob Weble er også rørende og hjertevarm som forelsket fantasiløs kontorist. Oplægget er klassisk, afviklingen er heldigvis bearbejdet og meget mere moderne, men fortsat hæmmet af forlægget. I de bærende roller er jeg særdeles glad for Henrik Lykkegaard i rollen som den snusfornuftige købmand Lopákhin. Ole Lemmeke er også en fornøjelse i rollen som godsejerens bror Gájev. Oles fortolkning rummer både en masse sårbarhed, fornægtelse og virkelighedsfjern optimisme. Alle skuespillere er dog gode til at fremvise menneskeskæbner, hvis dystre og fremtidige nedtur for længst er forseglet. De fire blækhuse gives dog især for tredje akt, hvor alle karaktererne tvinges til nye erkendelser, omend deres handlingsmønstre utvivlsomt vil forblive de samme, sættes deres skæbner dog fri af fortiden. Tjekhovs klassiske teaterstykke er måske ikke blevet til en farce på Nørrebro Teater, ej heller en komedie, men i stedet til en let underholdende, yderst relevant og seværdig fortolkning af en fortidig gigant.

Medvirkende MIKAEL BIRKKJÆR, MICHELLE BJØRN-ANDERSEN, SARAH BOBERG, CHRISTIANE GJELLERUP KOCH, TINA GYLLING MORTENSEN, ASBJØRN KROGH NISSEN, OLE LEMMEKE, HENRIK LYKKEGAARD, JOSEPHINE PARK, MARIE TOURELL SØDERBERG, YOUSSEF WAYNE HVIDTFELDT, JACOB WEBLE. Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul Oversættelse: THOR LANGE Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg Koreograf: Esa Alanne. Du kan læse mere her