Hvad Tænker En Murer – Egentlig?

 

Hyldesten til det gode håndværk sammenblandes med murerens egne nostalgiske minder om en svunden tid. Den kærlige udlægning af murerlivet er ikke blot proppet med tidstypiske øjeblikke vi alle genkender, den leveres også med så megen charme, humor og indlevelse at du helt glemmer fortælleren er alene om skuespillet. Dog er han flankeret af en violinspillende kvinde, hvis lydniveau og toneart styres via brysterne. Resten af sceneudtrykket formes af nogle lecablokke, mureresten, spande, udspændt muresnor og tilhørende værktøj. 

“Der findes ikke det rum, den hytte, det hus, det slot i Danmark, hvor en murer ikke har pisset i et hjørne”

— Erik Paaske, murer og entertainer

 

 Forestillingen varer kun en time, omdrejningspunktet er istandsættelse af et kæmpepalæ og en sideløbende forførelse af husets unge frue. Vi er tilbage i 80erne, dengang sorte penge og byggeboom holdt økonomien kørende herhjemme. Hvor klassesamfundets nederste klasser endnu var bygget op omkring professioner, og ikke blot økonomisk afstand til samfundets top. Hvor rigtige mænd bankede bajere til de faldt om, pelsede kællinger til ægtemændene kom hjem og håndværk endnu drejede sig om at skabe ting med hænderne. Fortællingen leveres med charme, humor og indlevelse. Kronologisk er fortællingen ganske kort, men det føles alligevel som en rejse gennem historiebøgerne. Hvor vores turguide dvæler ved minderne om håndværket han besad, manden han var og øjeblikkene der gjorde indtryk. Det føles som et menneskes afsked med sin egen fortid, som en arbejdergenerations efterskrift og som en personlig overlevering af et levet liv. Vi der oplevede fortællingen, udgør nu et uformelt fællesskab, hvor den kollektive erindring nu også indeholder murerens historier, minder og synspunkter. 

Jeg er vild med den konstante strøm af fagudtryk, den udpenslede affære med husets unge frue og håndværkerens opsang til det moderne byggeri. Byggepladsens uskrevne regler, særlinge og jargon leveres her med mere nostalgi end nidkær realisme. Hvor smerten fra de tunge løft, det ulidelige danske vejr, de tabte menneskeliv grundet alkoholmisbrug og sæsonfyringerne ikke fylder. Det er således en kærlig genfortælling fra et arbejder Danmark vi alle tror fandtes, men sjældent stødte på. Den romantiske udgave af arbejderklassen kan ofte klinge falsk, men her skyldes det rosenrøde skær murerens forgabelse i flotte kvinder, huse og bygningsdetaljer. De fire blækhuse gives for fortælleglæden, varmen i historien og humoren i fortælling. Den herlig kontrast mellem murer scenografien og den velklædte violinist. Mads Nørby hiver fortælling i land med sjove pointer, charme og sjove historier. Jeg elsker gengivelserne af de primitive, øl drikkende kollegaer. Når tempoet flyver så gnistrer Mads Nørbys ord, mens man let genkender Mads M. Nielsens fingeraftryk i afviklingen af historien, så savner jeg lidt vildskab i forestillingens første halvdel. Forestillingen gæster kun kort Aarhus - så savner du fortiden, ungdommen, det gode håndværk eller har du også en svaghed for farvelagte fortællinger, så sving forbi Teatret Svalegangen inden det er for sent.

 

---

MEDVIRKENDE MADS NØRBY OG CATRIN HAASS SVENDSEN (VIOLIN)TEKST MADS NØRBY INSTRUKTION MADS M. NIELSEN OG MADS NØRBY. SCENOGRAFI MADS NØRBY. MUSIK MORTEN NØRBY, LUIGI BOCCERINI, KENNY BAKER, JULES MASSENET, CATRIN HAASS SVENDSEN. LYS JENS POULSEN. Fotocopyright cover Mads Nørby. Du kan læse mere her og se forestillingen hos Svalegangen frem til og med den 8. februar 2020.