Philomenas Stemme - Børneopera

 

For generationer har den økonomiske overklasse haft Opera som deres eget kulturelle domæne. Nogle verdensberømte divaer har gennem tiden formået at lokke folket til kunstformen, men folkelig, eller lettilgængelig, har den aldrig været. Det er derfor oplagt når man forsøger sig med alternative fremstød. Da Opera er og bør være andet end et traditionsbundet kulturudtryk, målrettet en specifikt socioøkonomisk samfundsklasse. Jeg var i hvert fald klar på ideen om en miniopera målrettet børn og unge, hvorfor timer af min fredag blev tilbragt i et nedslidt IC3 tog. For at se gæstespillet Philomenas Stemme på Zangenberg Teater i centrum af København. Forestillingen varede under 45 minutter og indeholdte en masse fremragende teknik, overskudsagtig indpakning og en til dels børnevenlig historie. Som introduktion til kunstformen var den utvivlsomt veltænkt, men alligevel et voldsom kompleks udtryk for 7 årige børn – som er den fra alder man har sat på dette stykke. Bliv derfor ikke forbløffet hvis dit yngste afkom ikke just klapper af glæde når forestillingen er slut, eller hare flere spørgsmål end du måske har svar. Til gengæld er det visuelle udtryk og lydsporet så varieret at selv de yngste vil være fascineret af skiftene.
Jeg er Philomena.
Dette er min fortælling
om dengang jeg mistede min stemme
 
(C) Emilia Therese
Opera er en tillært passion. Det er derfor korrekt at introducere kunstformen i en ung alder. Denne forestilling har et børnevenligt sceneudtryk og en pædagogisk forklarende fortællestemme. Der binder de løse tråde sammen og fortolker handlingen så enhver forstår hvad de just har oplevet. Instrumenterne har rigelig med plads, vokalerne fremvises sporadisk og handlingen er måske bundet op på et lillebarns frygt for forældrenes kærlighed kan ophøre. Men det hele er æltet sammen med så mange metaforer og avancerede kunstgreb, at det på ingen måder ligner børneteater. Hvilket både er en god ide, og samtidig forestillingens udfordring. Det er simpelthen for ambitiøst på børns vegne og samtidig bør det ikke være anderledes hvis det skal tjene som operaintroduktion.
De fire blækhuse gives for forestillingens evne til at tryllebinde børns opmærksomhed, for cellist Marie Louise Lind klangfulde musik, tonespændet som Julie MeeRa Albertsen mestrer og fortælleevnerne som Andrea Pellegrini fremviser.  Selvfølgelig kan ingen klandres at denne anmelder intet havde forestået af forestillingen som syv årig. Måske jeg var et dumt barn eller nutidens unge mere fremmelige. Hvis du vælger at forestillingen her skal den dog følges op med ord, forklaringer og samtaler af den pædagogiske slags. Drømmeverden hvor pigen mistede sin stemme, skilsmissens dystre konsekvenser og hvorfra fortælles historien (nutid/fortid barn/voksen) vil være naturlige omdrejningspunkter for samtalen. Mens de fleste børn måske vil sige de elskede de mange tråde, synes Andre var smuk og percussionisten virkelig lavede larm. Sådan er det sikkert altid når kultur debatteres på tværs af erfaring, liv levet og konforme vaner indtaget. Hvis denne lille kompakte opera ikke rejser spørgsmål eller blot skaber frustrationer, ja, så dette ikke genren for dit barn.  

Komponist: Steingrimur Rohloff Liberettist: Therese Fabricius & Steingrimur Rohloff Instruktør: Jacob Schjødt Scenograf: Marie Chemnitz Lysdesign: Kasper Dauberg Sangere/performere: Andrea Pellegrini, Mathias Hedegaard, Julie MeeRa Albertsen Percussionist: Ying-Hsueh Chen Cellist: Marie Louise Lind Klarinettist: Anna Klett. Coverfoto Emilia Therese. Du kan læse mere om stykket på Zangenbergs Teater

Kommentarer