150 METER TIL I MORGEN - Teater Nordkraft

 

 

Mindreårige og letpåklædte tøsebørn, pumpede unge mænd med afbleget strithår og fuldtidsalkoholikere i alle aldre, udgjorde altid gadebilledet i Jomfru Ane Gade, da jeg selv var ung, dengang i de fjerne 90ere. Dengang hvor volden altid flød, priserne var mistænkelige lave, opkast var et tegn på en succesfuld fadølsfest og ingen vidste at knæklys var giftige. Jeg forestiller mig ikke gadens udtryk, formål eller klientel har ændret sig synderligt siden jeg sidst gæstede festgaden. Jeg fandt det i hvert fald let at genkende Nordkrafts teaterkonstruktion som en allegori over fænomenet.

 

Det visuelle udtryk og hjernedøde festkoncept fra dengang, rammer teater Nordkraft til perfektion. Overforbruget af strobelys, den konstante faderudgang på musiknumre og de monotone gruppedanse har de også indfanget med stor troværdighed. Den lette adgang til øl, talrige runder med farverige shots og den kitschet indretning er også på plads. Men stykket er på ingen måder et dramatisk angreb, en ironisk hyldest eller en teaterbaseret hudfletning af Gaden. Det er i stedet et forsøg på at genskabe den verdensfjerne følelse alle rammes af efter en heftig bytur på de 150 meter spejlverden. Hvilket de vitterlig formår at genskabe, men desværre efterlader det mig med præcis den samme tomme, trætte og nedslået følelse som en bytur i Gaden også altid gav mig. Noget det selvfølgelig adskiller sig væsentlig fra Teaterchefen Jakob Tekla Jørgensens trykte programhyldest til i festkulturen samme sted.

 

Min korte gåtur fra stationen til det gamle varmekraftværk understregede ellers kraftigt, at mange andre ting havde ændret sig i Aalborg siden jeg sidst var forbi i 2001. Jeg havde dog læst nyhederne om de gamle stripteasesteder var stoppet, rockerne var flyttet og nogle havde fået den tåbelige ide at placere et hotel i Gaden. Men teaterstykket gav mig indtrykket af at tiden på forunderlig vis fortsat står stille inde i Jomfru Ane Gade. Gaden hvor mennesker fortaber sig i hinanden, drikker til de glemmer hvorfor de kom og ser ungdommen rende ud af sig selv. Hvor er reglerne få, sammenholdet højt og alkoholindtaget konstant. Stedet hvor man deler løgne og sandheder med lige dele overbevisning. Hvor man finder kærligheden flere gange med ganske få meters mellemrum. Uanset om det sker på samme aften, eller der er årtier imellem møderne. Hvilket vel egentlig både er betryggende og frygtelig på samme tid. De tre blækhuse gives for kombination af flere ting. Den visuelle indpakning og lydmæssige udtryk er vitterlig 1:1 med min egen erindring om de 150 meter festgade. Dernæst er jeg vild med taberen Kenneth (Jela Natius Abildgaard), jeg indfanges ubesværet af København (Alexander Clement) og jeg betages gennem hele stykket af Ane (Lærke Schjærff Engelbrecht).

Jeg havde gerne ladet København være hovedpersonen, der som en anden Niels Klim bliver indfanget i den parallelle verden som Jomfru Ane Gade også er. Eller, lader Ane fungerer som lokkende elverpige der sværmeriske og beregnende fastholder København i festgaden for evigt. Indtil verden udenfor har forandret sig til noget uigenkendeligt. Jeg kunne også have accepteret en fortælling hvor Kenneth er gadens ånd, Ane stedet sjæl og stykkets øvrige karakterer fungerer som en sammenflettet masse der til sammen udgør historien om Gaden. Det var blot ikke tilfældet og betød blot min tur rundt i hurlumhejhuset fungerede som tiltænkt. Jeg var nemlig en smule desorienteret, usikker på hvad der vil ske og forvirret over retningen den historieløse fortælling tog.    

---

MEDVIRKENDE Petrine Agger, Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement og Lærke Schjærff Engelbrecht MANUS OG ISCENESÆTTELSE Minna Johannesson SCENOGRAF Palle Steen Christensen KOMPONIST, DJ Johannes Smed LYSDESIGNER Mathias Hersland KOSTUMIER Elsebeth Hede BELYSNINGSMESTER Steffen Illfeldt TONEMESTER Niels Valentin REKVISITØR Morten Kamuk Andersen, Theresa Breitenstein COVERFOTO Palle Steen Christensen TRAILER Anders Bigum. Du kan læse mere om stykket her